Manifest

Vores tilgang til arkitektur

10 principper der guider vores arbejde — fra materialvalg og konstruktion til samarbejde og bæredygtighed. Klik på hvert punkt for at læse mere.

01

Planetær byggeskik

+

Videnskaben viser, at 7 ud af 9 planetære grænser er overskredet, og at klima, biodiversitet, arealanvendelse, vand og stofkredsløb er uløseligt forbundne. Det kræver en ny byggeskik – forankret i et planetært budget og et fælles råderum.

Planetær byggeskik handler om at tage ansvar inden for planetens bæreevne gennem en holistisk tilgang til materialeforbrug, CO₂, biodiversitet og samlet miljøbelastning gennem hele bygningens livscyklus. Ikke som et valg, men som en nødvendighed.

02

Robust og langtidsholdbar arkitektur

+

God arkitektur er skabt til at holde – teknisk, arkitektonisk og menneskeligt. De bygninger, vi stadig værdsætter i dag, består, fordi de er gennemtænkte, smukke, velbyggede og meningsfulde. En bygning er først bæredygtig, når den er værd at bruge, tage ansvar for og videreudvikle over tid.

Vi tegner med ansvar, der rækker ud over vores egen tid. Bæredygtighed er ikke en tilføjelse, men et grundvilkår – forankret i funktion, æstetik og sanselighed. Bygninger er ikke statiske. De skal kunne bruges, tilpasses og udvikles over tid. Fleksibilitet og robusthed er forudsætninger for lang levetid.

03

Transformation frem for nybyggeri

+

Vi tror på at forvandle det, vi allerede har. Fremtidens arkitektur handler i høj grad om at bygge om frem for at bygge nyt – med respekt for eksisterende strukturer, materialer og historier.

Bevaring, fornyelse og tilpasning er aktive arkitektoniske greb.

04

Biogene materialer og cirkulær arkitektur

+

Vi bygger med materialer fra naturen – træ, ler, halm, hamp og ålegræs – materialer, der lagrer CO₂ og skaber sunde, åndbare bygninger. Samtidig arbejder vi aktivt med genbrug af eksisterende byggematerialer og med konstruktioner, der kan adskilles og indgå i nye kredsløb.

Fremtidens bygninger skal betragtes som materialedepoter, hvor vi bevidst designer konstruktioner, der kan skilles ad, repareres og genbruges, så materialer bevarer deres værdi over tid.

Materialevalg handler ikke kun om klimaaftryk, men om holdbarhed, ærlighed og sanselighed – og om bygninger, der regulerer fugt og temperatur naturligt og skaber et balanceret indeklima.

05

Rummelighed, ikke kvadratmeter

+

God arkitektur måles ikke i størrelse, men i kvalitet. At leve eller bo småt er ikke et kompromis, men et bevidst valg, der kan give større økonomisk frihed, lavere ressourceforbrug og en mere overskuelig hverdag. Men det forpligter arkitekturen.

Når pladsen er begrænset, bliver hvert greb afgørende. Generøse rum skabes gennem lys, udkig, sammenhæng, materialer og rumlige relationer – ikke gennem flere kvadratmeter.

06

Kontekst og stedstilpasning

+

Vores bygninger er ikke objekter, der placeres vilkårligt. De vokser ud af deres kontekst – landskabet, klimaet, den lokale byggeskik og naturen.

Vi søger at forstå stedet, før vi former det.

07

Byggetradition møder fornyelse

+

Vi står på skuldrene af generationer af håndværkere, der byggede med naturlige materialer og lokal viden.

Samtidig fornyer vi med nutidens viden om fugt, varme og konstruktion, med moderne værktøjer og metoder – og med mod til at udfordre både tradition og konvention, når det giver mening.

08

Brugerinddragelse

+

Arkitektur er ikke noget, vi leverer færdigt. Det er noget, vi udvikler sammen med dem, der skal bruge og bo i det.

Gennem aktiv brugerinddragelse – med den rette vejledning, facilitering og støtte – åbner vi for, at brugeren kan være en del af både design- og byggeprocessen.

09

Passiv varme og naturlig ventilation

+

Vi prioriterer passive løsninger før aktiv teknik. Gennem orientering, kompakthed, termisk masse, dagslys, naturlig ventilation og solafskærmning skaber vi bygninger med lavt energibehov og høj komfort.

Naturlige varme- og ventilationsstrategier reducerer ressourceforbrug, øger robusthed og skaber sunde, stabile indeklimaer med færre tekniske systemer.

10

Tilgængelig og etisk arkitektur

+

Vi tror på enkelhed som en styrke. Enkle konstruktioner, klare principper og ærlige materialer skaber robuste bygninger, der er nemme at vedligeholde og tilpasse.

Arkitektur skal kunne bygges inden for en økonomi, der er tilgængelig for almindelige mennesker – ikke som et investeringsprodukt, men som en ramme for gode liv.

Vi arbejder bevidst med de etiske og sociale konsekvenser af de forsyningskæder og økonomier, vores byggeri indgår i. Vores arkitektur skal stå til ansvar for både mennesker, dyr og den levende planet.

Vores proces

Sådan arbejder vi

Arkitektur udvikles i dialog mellem mennesker, sted og materialer. Vi arbejder med en åben og inddragende proces, hvor idéer, behov og muligheder undersøges gennem samtaler, analyser og skitser.

1

Indledende dialog

Et projekt begynder med en samtale om stedet, behovene og de rammer, projektet skal udvikles indenfor. Her taler vi om ønsker, drømme, økonomi og de muligheder, der ligger i grunden eller den eksisterende bygning.

2

Kortlægning og analyse

Vi arbejder med en kortlægning af projektets forudsætninger — analyse af stedet, landskabet, udsyn, dagslys, eksisterende bygninger samt behov og funktioner i hverdagen. Denne fase danner grundlaget for de første arkitektoniske greb.

3

Skitser og formgivning

På baggrund af analyserne udvikles de første skitser. Gennem dialog, planløsninger og diagrammer undersøger vi forskellige muligheder og arbejder frem mod en klar rumlig idé og en god udnyttelse af kvadratmeterne.

4

Projekt og myndigheder

Når retningen er fastlagt, udvikles projektet videre til et gennemarbejdet design med tegninger, materialevalg og tekniske løsninger. Her udarbejdes også det nødvendige materiale til byggeansøgning og myndighedsbehandling.

5

Realisering

Projektet kan realiseres gennem lokale håndværkere, selvbyg eller i samarbejde med entreprenører. Vi kan bistå med tegninger, sparring og koordinering gennem byggeprocessen.

Et projekt kan realiseres på flere måder, afhængigt af ønsker, kompetencer og økonomi. Vi arbejder ofte med fleksible byggeprocesser, hvor bygherren kan vælge graden af egen involvering.

Model 01

Selvbyg

Nogle vælger at bygge selv på baggrund af vores tegninger og rådgivning. Her udarbejder vi de nødvendige konstruktionstegninger og giver løbende sparring gennem byggeprocessen.

Model 02

Selvbyg i fællesskab

Vi samarbejder med småBYG og Grobund byggefællesskab, hvor det er muligt at bygge i fællesskab med faglig støtte og sparring undervejs.

Model 03

Medbyg

I nogle projekter leveres dele af huset som elementer fra samarbejdspartnere — f.eks. halmelementer eller et færdigt råhus med tag og klimaskærm. Bygherren kan derefter selv stå for interiør og færdiggørelse.

Model 04

Færdigbygget

I samarbejde med vores netværk af dygtige tømrere og entreprenører kan vi tilbyde løsninger enten som totalentreprise eller delentreprise.

Hvem er vi

Mennesker bag tegnestuen

Vi er et lille team med stor faglighed — forankret i bæredygtig arkitektur, naturmaterialer og tæt samarbejde med dem, vi bygger for.

Indehaver & Arkitekt

David Westervik

cand.arch · Arkitektskolen i Aarhus

David har uddannelse i bæredygtig arkitektur fra Arkitektskolen i Aarhus. Han har en holistisk tilgang til bæredygtighed, der omfatter både det pragmatiske, funktionelle og det æstetiske og sanselige. David har selv bygget et lille hus på 25 m² med omgivende klimaskærm og har arbejdet med naturmaterialer som træ, halm og ler.

Bygningsingeniør

Rasmus Mørk

Underviser, VIA University College

Rasmus underviser i bæredygtigt byggeri med fokus på energiberegninger og genbrug af byggematerialer. Hans arbejde centrerer sig om energioptimering — ved at nedskalere boligarealet med multifunktionelle rum, øge brugen af passiv solvarme og anvende små, effektive energianlæg.

Har du et projekt eller en idé?

Tag kontakt for en uforpligtende samtale om, hvad vi kan gøre sammen.

Lad os tage en kop kaffe →